For fjerde år i træk løber Hjørring-virksomhed med prestigefyldt erhvervspris

End ikke en verdensomspændende krise har kunnet slå nordjyske Erasmus & Partnere ud af kurs. Virksomheden er nemlig lykkedes med at skabe kontinuerlig vækst og levere så stærke finansielle resultater, at de nu kåres som Succesvirksomhed 2022 – og det er vel at mærke for fjerde år i træk, at virksomheden modtager hyldest som Succesvirksomhed.

På baggrund af regnskaber fra mere end 350.000 danske virksomheder er vinderne af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022 nu fundet. Prisen uddeles hvert år til de 200 små og mellemstore virksomheder i region Nordjylland, der over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle parametre. Og da regnskabsperioden blandt andet bød på en global pandemi og svære vilkår for erhvervslivet, er der ekstra meget at fejre.

Blandt dette års Succesvirksomheder er Hjørring-virksomheden Erasmus & Partnere, der yder teknisk rådgivning inden for bygge- og anlægssektoren i forbindelse med energi-, installations- og konstruktionsteknik samt brandrådgivning. Virksomheden er på baggrund af sine imponerende finansielle resultater og en flot vækstkurve netop blevet udnævnt som Succesvirksomhed 2022 og kan dermed bryste sig af at være modtager af erhvervsprisen for fjerde år i træk:

- I en så uforudsigelig og ustabil tid betyder denne erhvervspris og hyldest rigtigt meget for os. Vi er enormt stole over at vinde prisen nu for fjerde år i træk, og det er dejligt med så stort et skulderklap, der bekræfter, at vores strategi om at vækste i et naturligt tempo og ikke handle spontant eller satse for stort har været det rigtige at gøre, fortæller administrerende direktør, Thomas Ellitsgaard, og tilføjer:

- Nøglen til vores succes bunder i høj grad i vores medarbejdere og vores evne til at tilegne os de rigtige medarbejdere med de helt rette kompetencer. Vi prioriterer at holde fast i og videreuddanne vores medarbejdere som en fast del af virksomheden fremfor at ansætte på projektbasis. Det er et resultat af vores strategi, der hele tiden har taget udgangspunkt i naturlig, jævn vækst, som vi kan planlægge ud fra, og som virksomheden kan følge med til.

Erasmus & Partnere, der er beliggende på Åstrupvej 10 i Hjørring, har netop fået overrakt erhvervsprisen bestående af en vinderstatuette og et diplom som et synligt bevis for deres indsats.

Succesvirksomheder hyldes til stor regionsfinale
Det er Spar Nord og BDO, der for fjerde år i træk hylder de danske små og mellemstore succesvirksomheder, som kontinuerligt formår at skabe vækst, stærke finansielle resultater og tager det lange seje træk.

Foruden de lokale hyldester bliver alle vinderne hædret til regionsfinale torsdag den 3. november i Musikkens Hus i Aalborg, hvor den absolut bedste succeshistorie i regionen udpeges.

Om Succesvirksomhed 2022

Spar Nord og BDO stiftede i 2019 Succesvirksomhed, som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med mellem 10 og 999 årsværk. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:

  • Vækst i resultat før skat de seneste fem år
  • Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
  • Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
  • Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 Succesvirksomheder.

Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget blandt de 1.000 Succesvirksomheder.

Om Spar Nord
Med flere end 440.000 kunder, cirka 1.600 medarbejdere og 58 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. I 2021 leverede Spar Nord et resultat efter skat på 1.368 millioner kroner.

Spar Nord ejes af ca. 93.500 aktionærer.

For yderligere information se www.sparnord.dk

Om BDO
BDO Statsautoriserede revisionsaktieselskab er blandt landets største rådgivnings- og revisionsvirksomheder. BDO er 100 procent danskejet og -ledet. Alle aktionærer er arbejdende partnere i virksomheden, som har mere end 1.300 medarbejdere og 32 kontorer. I regnskabsåret 2020/2021 havde virksomheden en omsætning på 1.180 mio. kroner.

BDO er en del af det internationale BDO-netværk, der tæller cirka 100.000 medarbejdere i 165 lande. På verdensplan har BDO en omsætning på 11,8 mia. USD.

For yderligere information se www.bdo.dk

Publiceret d.
12. oktober 2022