- Nyhedsarkiv
- Regionens mest succesfulde virksomhed ligger i Esbjerg
Regionens mest succesfulde virksomhed ligger i Esbjerg
Regionens mest succesfulde virksomhed ligger i Esbjerg

Første fredag i november blev vinderen af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2024 i Region Syddanmark kåret. Det blev den esbjergensiske industrivirksomhed Belman, som løb med prisen som regionens bedste succeshistorie.
I løbet af efteråret er 200 succesvirksomheder i Region Syddanmark blevet hyldet med statuetter og lykønskninger. Virksomheder, som alle har udmærket sig ved kontinuerligt at skabe vækst og stærke finansielle resultater.
Fredag den 1. november var det tid til at kåre og hylde regionens mest succesfulde virksomhed. Det blev Esbjerg-virksomheden Belman, der løb med prisen i 2024. Belman, som blev grundlagt i 1994, er en globalt anerkendt designer og producent af kompensatorer, der bruges i rørsystemer til at optage termiske bevægelser for dermed at sikre længere levetid.
Mikael Grosbøl og Jan Plantener fra henholdsvis BDO og Spar Nord i Esbjerg troppede op hos Belman med både regionsprisen, lykønskninger og kage til alle virksomhedens medarbejdere.
”Vi er enormt stolte af at vinde regionsprisen. Især fordi vi for alvor kan genkende os selv i Succesvirksomheds formål om at hylde det lange seje træk. Som så mange andre, er det er gået op og ned for os i de 30 år, vi har eksisteret. Ikke alt er lykkes. Men passionen, ordentligheden og vores fokus på fornyelse har båret frugt, og det er medvirkende til, at vi i dag står på et enormt stærkt økonomisk og kulturelt fundament,” siger CEO for Belman, Rolf Rasmussen, og afslutter:
”Jeg har stået i spidsen for Belman, siden vi slog dørene op tilbage i 1994. Men det er vigtigt for mig at understrege, at succesen på ingen måde er resultatet af et one man show. Det er de mange Belman-medarbejdere igennem årene, som nu høster frugten af deres store passion og dedikation.”
Hylder det lange seje træk
Udvælgelsen af de 200 regionale succesvirksomheder i Syddanmark og nu kåringen af Belman som regionens topperformer er sket via et pointsystem. Her får virksomhederne tildelt mellem 0 og 20,5 point for deres præstationer inden for en række finansielle parametre de seneste fem regnskabsår
”Vi stiftede erhvervsprisen Succesvirksomheder for at hylde det lange seje træk. Det er et skulderklap til de tusinde danske virksomheder, som år efter år leverer solide resultater og stabil vækst. Virksomheder, som ikke alene skaber resultater på den korte bane, men også opretholder deres momentum, bliver nemlig alt for ofte overset. Det ønsker vi at ændre,” forklarer Mikael Grosbøl, Partner hos BDO i Esbjerg.
”Og Belman tikker af i alle boksene for Succesvirksomheder. Udover stærke økonomiske resultater, har de nu i en årrække udmærket sig ved at være ordentlige, driftige og selvfølgelig, succesfulde. Kombinationen af en solid, lokalforankret virksomhed, som skaber vækst og arbejdspladser lokalt, men som samtidig formår at skabe forretning på globalt plan – det er vi glade for, at vi kan være med til at hylde,” siger Jan Plantener, Direktør hos Spar Nord i Esbjerg.
Om Succesvirksomhed
Danmarks femte største bank Spar Nord og det landsdækkende rådgivnings- og revionshus BDO står bag erhvervsprisen Succesvirksomhed. Begge virksomheder har tradition for langvarige samarbejdsrelationer med små og mellemstore virksomheder i Danmark og ved herfra, at det kræver noget helt særligt at skabe og opretholde en succes år efter år.
Erhvervsprisen ’Succesvirksomhed’ anerkender danske virksomheder med mellem 10 og 1.500 årsværk. For at komme i betragtning til at modtage prisen skal virksomhederne opfylde en række kriterier. Udvælgelsen baserer sig på antal ansatte og tre centrale nøgletal: Resultat før skat, egenkapital og soliditet.
En succesvirksomhed skal som minimum kunne præsentere:
- Vækst i deres resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag.