- Nyhedsarkiv
- Regionens mest succesfulde virksomhed blev grundlagt på et køkkenbord for kun 8 år siden
Regionens mest succesfulde virksomhed blev grundlagt på et køkkenbord for kun 8 år siden
Regionens mest succesfulde virksomhed blev grundlagt på et køkkenbord for kun 8 år siden

Tre specialister inden for vedvarende energi skabte tilbage i begyndelsen af 2017 virksomheden PEAK Wind. Torsdag den 14. november kunne de lade sig hylde, som regionens bedste succeshistorie, da vinderen af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2024 i Region Midtjylland blev kåret.
I løbet af efteråret er 200 succesvirksomheder i Region Midtjylland blevet hyldet med statuetter og lykønskninger. Virksomheder, som alle har udmærket sig ved kontinuerligt at skabe vækst og stærke finansielle resultater.
Torsdag den 14. november var det tid til at kåre og hylde Region Midts mest succesfulde virksomhed. Det blev den aarhusianske virksomhed PEAK Wind, der løb med prisen i 2024. PEAK Wind er – trods sin korte levealder – en førende uafhængig specialist inden for vedvarende energi, der tilbyder global rådgivning og asset management-tjenester, og er i dag blandt de mest fremtrædende aktører i branchen med 12 kontorer verden over.
Thomas Nørgaard Christensen og Marcus Bretlau fra henholdsvis BDO og Spar Nord i Aarhus troppede op hos PEAK Wind med både regionsprisen, lykønskninger og kage til alle på virksomhedens danske kontorer i Aarhus og København.
”Selvom jeg modtog prisen, tilhører den i endnu højere grad vores dygtige kollegaer. Siden vi startede PEAK Wind i 2017, har vi løbet stærkt, og denne pris giver os en god anledning til at træde et skridt tilbage og rent faktisk se på den virksomhed, vi sammen har skabt. Fra 3 mennesker til mere end 200 medarbejdere og mere end 40 forskellige nationaliteter i dag. Det er vildt,” siger Michael Andersen, CEO og medstifter af PEAK Wind og fortsætter:
"Det har været en super spændende udfordring at følge med væksten og den øgede kompleksitet, som vi har oplevet siden, vi startede PEAK Wind tilbage i 2017. Men vi er utrolig stolte af, at vi sammen med vores medarbejdere på så relativ kort tid har formået at opbygge en hel organisation, som har understøttet vores vækst. At vi samtidig har formået at tilpasse sig de nye realiteter og tilstande – i takt med at vi er vokset – uden at gå på kompromis med vores DNA og kultur. Det er for mig den største sejr. En kæmpe cadeau til vores medarbejdere for det,”.
Hylder det lange seje træk
Udvælgelsen af de 200 regionale succesvirksomheder i Midtjylland og nu kåringen af PEAK Wind som regionens topperformer er sket via et pointsystem. Her får virksomhederne tildelt mellem 0 og 20,5 point for deres præstationer inden for en række finansielle parametre de seneste fem regnskabsår
”Med erhvervsprisen Succesvirksomhed ønsker vi at ændre på, at det ikke alene er virksomheder, som skaber hurtig vækst og resultater på den korte bane, der får opmærksomhed og anerkendelse. Men også de virksomheder, som opretholder deres momentum. De bliver nemlig alt for ofte overset. Succesvirksomheder hylder det lange seje træk og giver et skulderklap til de tusinde danske virksomheder, som år efter år leverer solide resultater og stabil vækst,” forklarer Marcus Bretlau, Erhvervsrådgiver hos Spar Nord i Aarhus.
”At de nu har vundet den generelle pris to år i træk er en klar indikation på, at PEAK Wind er en bundsolid og veldrevet virksomhed, som fuldt ud opfylder kriterierne for at være en succesvirksomhed. Det er muligt at skabe hurtig vækst ved at investere mange penge i sin virksomhed, men det betyder ikke nødvendigvis, at man tjener penge. PEAK Wind har formået at gøre begge dele. Og i deres vilde vækst, har de samtidig formået at bevare deres stærke kultur – sågar på deres kontorer uden for landets grænser. Derfor har de fuldt fortjent vundet regionsprisen i Midt,” siger Thomas Nørgaard Christensen, Partner hos BDO i Aarhus.
Om Succesvirksomhed
Danmarks femte største bank Spar Nord og det landsdækkende rådgivnings- og revionshus BDO står bag erhvervsprisen Succesvirksomhed. Begge virksomheder har tradition for langvarige samarbejdsrelationer med små og mellemstore virksomheder i Danmark og ved herfra, at det kræver noget helt særligt at skabe og opretholde en succes år efter år.
Erhvervsprisen ’Succesvirksomhed’ anerkender danske virksomheder med mellem 10 og 1.500 årsværk. For at komme i betragtning til at modtage prisen skal virksomhederne opfylde en række kriterier. Udvælgelsen baserer sig på antal ansatte og tre centrale nøgletal: Resultat før skat, egenkapital og soliditet.
En succesvirksomhed skal som minimum kunne præsentere:
- Vækst i deres resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag.