- Nyhedsarkiv
- Eurowind Energy A/S kåret til regionsvinder blandt Succesvirksomheder
Eurowind Energy A/S kåret til regionsvinder blandt Succesvirksomheder
Eurowind Energy A/S kåret til regionsvinder blandt Succesvirksomheder

Erhvervsprisen Succesvirksomhed hylder hvert år de 1000 bedste danske små og mellemstore virksomheder i landet. Blandt de 200 modtagere i Region Nordjylland skilte Mariagervirksomheden sig positivt ud og blev derfor fortjent kåret til regionsvinder.
Eurowind Energy A/S er stiftet i 2006 og har hvert år siden stiftelsen genereret imponerende resultater og stor økonomisk og beskæftigelsesmæssig vækst – helt i tråd med principperne for prisen Succesvirksomhed, som virksomheden har fået i 5 ud af de 6 år prisen har været uddelt.
Det vakte stor glæde hos virksomhedens medarbejdere, at virksomheden i år udover den femte succesvirksomhedsstatuette også er kåret som samlet vinder blandt årets 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland.
- Det er vi rigtig stolte over. Det er imponerende med tanke på hvor mange dygtige og stærke virksomheder, der er i Nordjylland, så det er et meget stort skulderklap, som vi sætter rigtig stor pris på, fortæller medstifter af EuroWind Energy A/S, Søren Rasmussen.
Spar Nord og revisionsvirksomheden BDO stiftede Succesvirksomheds-prisen i fællesskab tilbage i 2019 med et ønske om at hylde en særlig elite i dansk erhvervsliv, som år efter år formår at levere solide resultater og stabil vækst. Virksomheder, der ikke blot kan levere på den korte bane, men kan holde momentum, går nemlig alt for ofte under radaren, og derfor skulle Succesvirksomhed hylde virksomhederne, der leverer det lange seje træk.
- Jeg bliver superstolt over at kunne overdrage en pris som regionsvinder til en virksomhed i Hobro, som er startet helt fra græsrødderne for få år siden og på få år er bygget op til den internationale succes, de er i dag. Det er en helt vanvittig og inspirerende vækstrejse, de har været på, hvor de med en kombination af vilje, ærgerrighed og dygtigt købmandskab har skabt en bundsolid international virksomhed. Det er dybt imponerende og derfor er prisen i mine øjne meget velfortjent, fortalte Frank Kristensen, direktør i Spar Nord Mariagerfjord, efter at have overrakt Regionsvinder-prisen.
EuroWind har i dag aktiviteter i 17 lande og beskæftiger i dag mere end 600 medarbejdere. Udover prisen som Regionsvinder og titel som Succesvirksomhed 5 af de seneste 6 år, er virksomheden desuden kåret til årets virksomhed i Mariagerfjord Kommune. Og netop den lokale forankring og en bevidsthed om at holde fast i virksomhedens rødder er ifølge Søren Rasmussen en væsentlig del af forklaringen på hæderen og virksomhedens succes.
- For os er det alfa og omega at sikre den nødvendige stabilitet og kontinuitet, når vi vokser, så vi ikke taber virksomhedens DNA på vejen i vækstens hellige navn. Det er det, der efter min mening er med til at gøre vækst svær – især, når det er gået så stærkt, som det er for os. Det er ekstremt vigtigt, at du har en stabil organisation og de rigtige medarbejdere med på rejsen, som bakker op om virksomheden. At vi er lykkedes så godt er i høj grad vores dygtige medarbejderes fortjeneste, slutter han.
Om Succesvirksomhed
Danmarks femte største bank Spar Nord og det landsdækkende rådgivnings- og revionshus BDO står bag erhvervsprisen Succesvirksomhed. Begge virksomheder har tradition for langvarige samarbejdsrelationer med små og mellemstore virksomheder i Danmark og ved herfra, at det kræver noget helt særligt at skabe og opretholde en succes år efter år.
Erhvervsprisen ’Succesvirksomhed’ anerkender danske virksomheder med mellem 10 og 1.500 årsværk. For at komme i betragtning til at modtage prisen skal virksomhederne opfylde en række kriterier. Udvælgelsen baserer sig på antal ansatte og tre centrale nøgletal: Resultat før skat, egenkapital og soliditet.
En succesvirksomhed skal som minimum kunne præsentere:
- Vækst i deres resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag.