- Nyhedsarkiv
- Profox: Fra ekstra lommepenge til millionomsætning
Profox: Fra ekstra lommepenge til millionomsætning

Mens andre teenagere stod ved kassen i supermarkedet, tog Mikkel Rodkjær og tre venner til fester for at tjene penge som DJ’s. Det viste sig dog hurtigt, at der var potentiale til mere. Allerede i 2007 voksede Profox, der dengang hed Foxybeats, sig nemlig for stort til bare at være et fritidsjob:
Iværksættereventyret tog for alvor fart for os, da vi gik væk fra at være DJ’s og begyndte at fokusere på andre dele af eventbranchen såsom shows, livekoncerter, konferenceløsninger mv. Det satte skub i omsætning og indtjening. Vi opdagede dog hurtigt, at vi var meget
sæsonfølsomme, fortæller Mikkel Rodkjær, der i dag er direktør hos Profox, som han stadig ejer sammen med sine tre venner.
Profox valgte derfor at udbygge med en installations- og salgsdel, der skulle gøre virksomheden mere robust og sikre en stabil indtjening hele året rundt. Ifølge Mikkel Rodkjær har netop virksomhedens evne til at skabe udvikling i fællesskab med virksomhedens
kunder og omstille sig været fundamental under coronakrisen:
- Vi blev for alvor udfordret, da eventbranchen og kulturlivet blev lukket ned i foråret. Så blev vi klar over, at vi skulle omstille os. I stedet for at kaste håndklædet i ringen valgte vi at tænke positivt og udnytte kreativiteten til at tænke anderledes sammen med vores kunder og skabe disruption. Derfor var vi også hurtige til at lave drive-in venues og finde kreative løsninger, der tog udgangspunkt i vores kunders behov som for eksempel virtuelle møder, fortæller han. Udviklingen har givet pote for eventvirksomheden, der under coronakrisen har fået sin hidtil største ordre:
- Vi står stærkere nu og i fremtiden. Det kan godt være, at bundlinjen endnu ikke er fulgt med, men Covid-19 har accelereret udviklingen af vores virksomhed, og vi kan i dag tilbyde flere løsninger og på den måde erobre nye markeder. Potentialet er nemlig kæmpestort, slutter han.
Mikkel Rodkjærs tre gode råd til at få virksomheden til at spille i en krisetid:
- Smid begrænsningerne i skraldespanden
- Vær nysgerrig, kreativ og skab en fest
- Giv publikum (og kunderne) det, de vil have