- Nyhedsarkiv
- Pingala: Unik kultur: "Her er hierarki et fy-ord"
Pingala: Unik kultur: "Her er hierarki et fy-ord"

IT-konsulentvirksomheden Pingala har smidt hierarkiet ud til højre. Lige siden stiftelsen i 2008 har virksomheden nemlig udviklet en flad organisationsstruktur – og selvom medarbejderstaben er vokset til 70 ansatte placeret på kryds og tværs af landegrænser, så trives den særegne struktur stadig i bedste velgående:
- Vi har helt fra starten haft fokus på at skabe en unik kultur, og det afspejler vores organisering ligeledes. Vi har blandt andet ingen mellemledere, og dét i sig selv går nok imod den typiske opskrift på en Succesvirksomhed. Men her tager vores medarbejdere selv førertrøjen på og griber projekter, som de gerne vil være ansvarlige for. Det mener vi nemlig skaber motivation, fortæller direktør Kent Højlund.
"En ledelse skal navigere og gå forrest, men ikke være bange for at give medbestemmelse videre" - Kent Højlund, Direktør i Pingala
Den flade organisationsstruktur har ifølge Kent Højlund gjort virksomheden bedre rustet til at håndtere coronakrisen, hvor digital kommunikation internt og eksternt har været blandt hovedingredienserne til at styre virksomheden gennem udfordrende tider:
- For os har det været en fordel, at vi i forvejen er gode til at snakke sammen om opgaver. Det blev især tydeligt i forbindelse med corona, hvor vi blot har flyttet noget af den daglige kommunikation over i det digitale mødeforum Microsoft Teams, da kun hver tredje medarbejder kunne møde ind fysisk på kontoret, forklarer Kent Højlund. Ifølge ham har man hos Pingala indtil videre været dygtige til at tilpasse sig de skiftende omstændigheder:
- I begyndelsen af coronanedlukningen havde vi stort fokus på den daglige drift. I april begyndte vi så at tilpasse os mere de nye omstændigheder, og vi arrangerede blandt andet en række workshops for vores medarbejdere i god etikette og virkemidler på digitale møder. Allerede inden sommerferien har vi skruet op for den indsats og har tilknyttet en erhvervspsykolog, som skal sørge for, at vores medarbejdere ikke mister motivationen som følge af den uvished, corona har medført, siger han og tilføjer afslutningsvist:
- På en måde har coronakrisen derfor også været med til at trykprøve vores kultur og evne til at omstille os digitalt – og her synes jeg bestemt, at vi kommer styrket ud på den anden side.
Kent Højlunds coronavaccine:
- Vær beredt på krisen, før den rammer
- Tal ikke til, men med hinanden
- Gå forrest som leder, men inddrag hele organisationen