Novicell: "Corona har lært os at nå det hele på den halve tid"

53A1610

Selvom den verdensomspændende pandemi kom som et chok for IT-virksomheden Novicell, så har coronakrisen ikke udelukkende været et skidt bekendtskab. Da granatchokket havde lagt sig, tog Novicell, der driver afdelinger på tværs af hele Europa, arbejdshandskerne på og vendte situationen til noget positivt:

- Coronakrisen har været en mulighed for at sætte sig ned og revurdere en lang række interne processer. Det har vist sig, at vi som organisation bliver langt mere effektive, når vi ikke bruger kræfter på overflødige aktiviteter, som ligegyldige møder hvor man alligevel ikke har noget at bidrage med, fortæller CEO i Novicell Per Kirchner.

"Coronakrisen har helt konkret lært os, at vi kan drive vores virksomhed på kortere tid" - Per Kirchner, CEO i Novicell

Det har betydet, at Per Kirchner har holdt fast i at fortælle sine medarbejdere, at de skal huske at prioritere tilværelsen ved siden af arbejdet. Og heldigvis har medarbejdere trivedes med hjemmekontor under nedlukningen:

- Hjemmearbejdet har for det første sparet os ekstremt meget tid, fordi hver enkelt medarbejder har tid og ro til at fordybe sig i sine opgaver. Men mindst lige så vigtigt, så har hjemmearbejdet betydet, at mange medarbejdere pludselig har fået tid til at følge sine børn i skole og hente dem igen, og det er guld værd.

Hos Novicell ser man således lyst efter fremtiden. Coronakrisen har nemlig øget efterspørgsel efter digitale løsninger, og det gør, at det meste af forretningen har været stort set uberørt gennem de sidste mange måneder.

Per Kirchners tre råd til en bedre work-life balance:

  1. Insistér på at have et liv ved siden af arbejdet. Du kan ikke drive en virksomhed, hvis den æder din tid og dig selv op
  2. Få handling på dine kompetencer. Det er ikke nok, at du laver en PowerPoint-præsentation - du skal også eksekvere på den
  3. Vær et godt menneske. Det kan lyde banalt, men du kommer længere i tilværelsen, hvis du behandler dine medmennesker ordentligt
Publiceret d.
1. december 2020