Gladsaxe Bygningsentreprise: Ambulant digitalisering af tømrerfirma gav pote

Gladsaxebyg 137

Gladsaxe Bygningsentreprises succes bygger på høj fleksibilitet og grundig koordinering. Derfor er det meste af kontoret digitaliseret, og håndværkernes biler er GPS-styret, så de hurtigt kan blive flyttet til en ny opgave:

- Vi har implementeret det samme system, som er kendt fra ambulancer og beredskab for at styrke mobiliteten i vores tømrerflåde. Derved kan en tømrer, som er færdig med én opgave, hurtigt sendes videre til en ny opgave uden at skulle forbi hovedkontoret først. Det giver en stor mobilitet og styrke både for os, for tømrerne og især for kunderne, lyder det fra Johnni Regnarsson, direktør i Gladsaxe Bygningsentreprise.

"Man skal holde, hvad man lover, være imødekommende og god til sit arbejde" - Johnni Regnarsson, Direktør i Gladsaxe Bygningsentreprise

Fleksibiliteten har også betydet, at det er muligt for virksomheden at brede kundegruppen ud. Kommuner og forsikringsselskaber er nemlig den primære kunde hos Gladsaxe Bygningsentreprise, men grundet digitaliseringen er det nu muligt at tage mindre opgaver for Hr. og Fru Danmark også.

- Vores brede kundegruppe har øget vores modstandsdygtighed i krisetider. Herudover har vores gode ry og rygte også hjulpet os gevaldigt. For os er det også en del af at få succes i håndværkerbranchen, at man holder det, man lover, er imødekommende og god til sit arbejde, forklarer Johnni Regnarsson og fortsætter:

- Derfor er vores tømrere også ofte lidt oppe i årene. Vi tager ikke tømrere ind, som vil arbejde akkord – vi vil have dem, der har erfaring, er stabile og vil have fast arbejde. Af samme grund er vi også glade for, at corona har lært kunderne at holde afstand, for folk er blevet mere tolerante og tager større hensyn til vores medarbejdere, hvilket vi kan mærke på sygefraværet

Johnni Regnarssons gode råd til at få din virksomhed "on the grid":

  1. Lad dig inspirere af andre brancher
  2. Ansæt fleksible medarbejdere
  3. Vær ordentlig - uanset om du er digital eller analog
Publiceret d.
1. december 2020