fbpx

De 200 mest succesfulde virksomheder i Midtjylland

Pressemeddelelse

Spar Nord  ǀ BDO
Aarhus, den 16. september 2019

Spar Nord og BDO har identificeret de 200 mest succesfulde midtjyske virksomheder målt over en femårig periode. Blandt virksomhederne er der en klar overvægt af handelsvirksomheder, mens bygge- og anlægsvirksomheder samt produktionsvirksomheder indtager en henholdsvis anden- og tredjeplads.

På baggrund af en analyse af cirka 350.000 virksomheders regnskabshistorik har Spar Nord og BDO i fællesskab identificeret de 200 virksomheder i Region Midtjylland, der over en femårig periode er lykkedes med at skabe den største succes målt på en række finansielle parametre. Udvælgelsen er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point. Resultatet af analysen er en liste på 200 virksomheder, der udgør eliten i erhvervslivet i Midtjylland målt på evnen til at skabe kontinuerlig vækst og samtidig at konsolidere i en sådan grad, at fundamentet til fremtidig vækst også er støbt.

Spar Nord og BDO betegner de 200 virksomheder som succesvirksomheder og er i gang med at tildele hver af dem prisen ”Succesvirksomhed 2019”. Tilsvarende analyse er gennemført i de øvrige danske regioner, og ifølge direktør Erling Sørensen fra Spar Nord Aarhus adskiller Region Midtjylland sig blandt andet ved at have en overvægt af handelsvirksomheder:

– Vi har dykket ned i tallene for de mange midtjyske virksomheder, og har via vores pointsystem identificeret 200 virksomheder, der har gjort det særligt godt, forklarer han og fortsætter: – Her viser det sig, at andelen af virksomheder inden for handel er særlig høj. Ikke mindre end 28 procent af succesvirksomhederne kommer fra denne sektor. Herefter følger bygge- og anlægsvirksomheder med 20 procent og produktionsvirksomheder med 14 procent.

Han siger supplerende, at succes kan defineres på mange måder, men at det for Spar Nord og BDO har været vigtigt at fokusere på de virksomheder, der har leveret varen år efter år. Partner hos BDO i Skive Morten Hagerup supplerer:

I Midtjylland er der en del brancher, der ikke er repræsenteret blandt de 200 succesvirksomheder, og det er usædvanligt, når vi sammenligner med de øvrige regioner. Hertil kommer, at virksomheder inden for de såkaldte ”Liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser” udgør 10 procent af succesvirksomhederne. Også her adskiller Region Midtjylland sig fra de øvrige regioner, forklarer han.

Han tilføjer, at succesvirksomhederne ikke nødvendigvis er de hurtigst voksende, de mest profilerede eller de mest innovative:

– Vi ønsker først og fremmest at hædre de bundsolide midtjyske virksomheder, der mestrer det lange seje træk. Virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte, fortsætter han.

De 200 virksomheder vil blive kontaktet af Spar Nord og BDO og få overrakt prisen ”Succesvirksomhed 2019”. Senere på efteråret afholder Spar Nord og BDO en finale, hvor den absolut største midtjyske succeshistorie udpeges og fejres. Derudover uddeles tre særpriser til virksomheder, der har udmærket sig inden for bæredygtighed, jobskabelse og digital omstilling.

 

Fakta om ”Succesvirksomhed 2019”

Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:

  • Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere imellem 0 og 5,5 point.
  • Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere imellem 1 og 3 point.
  • Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere imellem 1 og 6 point.
  • Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere imellem 1 og 6 point.

Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen. Læs mere om ”Succesvirksomhed 2019” her: www.succesvirksomhed.dk.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Direktør Erling Sørensen, Spar Nord Aarhus. tlf. dir. 9616 2114 og e-mail: ers@sparnord.dk
  • Partner Morten Hagerup, BDO Skive, mobil 2218 6643 og e-mail: mhp@bdo.dk
  • Presseservice: Leif Lind Simonsen, Spar Nord, mobil 2527 0330 og e-mail: lsi@sparnord.dk
  • Pressekontakt: Jeppe Schyth Olsen, BDO, mobil: 4196 1960 og e-mail: jsc@bdo.dk

 

Om Spar Nord

Med omkring 390.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 49 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. I 2018 leverede Spar Nord et resultat efter skat på 920 millioner kroner.

Spar Nord ejes af cirka 103.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk.

 

Om BDO

BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab er landets fjerdestørste rådgivnings- og revisionsvirksomhed. BDO er 100 procent danskejet og -ledet. Alle aktionærer er arbejdende partnere i virksomheden, som i regnskabsåret 2017/18 har mere end 30 kontorer, over 1200 ansatte og en årlig omsætning på 1 mia. kr.

BDO er del af det internationale BDO-netværk, der tæller ca. 80.000 medarbejdere i mere end 160 lande. På verdensplan har BDO en omsætning på USD 8,9 mia. For yderligere information se: www.bdo.dk