fbpx

De 200 mest succesfulde virksomheder i hovedstadsregionen

PRESSEMEDDELELSE

Spar Nord  ǀ BDO
København, den 16. september 2019

Spar Nord og BDO har identificeret de 200 mest succesfulde virksomheder i Region Hovedstaden målt over en femårig periode. Blandt virksomhederne er der en overvægt af kommunikationsvirksomheder, mens handelsvirksomheder samt de såkaldte ”liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser” indtager en henholdsvis anden- og tredjeplads.

På baggrund af en analyse af cirka 350.000 virksomheders regnskabshistorik har Spar Nord og BDO i fællesskab identificeret de 200 virksomheder i Region Hovedstaden, der over en femårig periode er lykkedes med at skabe den største succes målt på en række finansielle parametre. Udvælgelsen er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point. Resultatet af analysen er en liste på 200 virksomheder, der udgør eliten i erhvervslivet i Hovedstaden målt på evnen til at skabe kontinuerlig vækst og samtidig at konsolidere i en sådan grad, at fundamentet til fremtidig vækst også er støbt.

Spar Nord og BDO betegner de 200 virksomheder som succesvirksomheder og er i gang med at tildele hver af dem prisen ”Succesvirksomhed 2019”. Tilsvarende analyse er gennemført i de øvrige danske regioner, og ifølge direktør Jan Kjær fra Spar Nord København adskiller Region Hovedstaden sig ved at have en overvægt af informations- og kommunikationsvirksomheder:

– Det har været særdeles lærerigt at dykke ned i tallene for de mange virksomheder i Region Hovedstaden. Via vores pointsystem har vi identificeret 200 virksomheder, der har gjort det særligt godt, forklarer han og fortsætter: – Her viser det sig overraskende, at andelen af informations- og kommunikationsvirksomheder er bemærkelsesværdig høj. Mere end hver femte af succesvirksomhederne kommer fra denne branche. Herefter følger handelsvirksomheder med 16 procent og virksomheder, der leverer liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser med 14 procent.

Han siger supplerende, at succes kan defineres på mange måder, men at det for Spar Nord og BDO har været vigtigt at fokusere på de virksomheder, der har leveret varen år efter år. Partner hos BDO i København Anette K. Bjarkmann supplerer:

I Hovedstaden er der en helt særlig erhvervsstruktur, der ikke ligner de øvrige regioners. Det resulterer i, at det er nogle helt andre brancher, der ligger i top blandt succesvirksomhederne, forklarer hun.

Hun tilføjer, at succesvirksomhederne ikke nødvendigvis er de hurtigst voksende, de mest profilerede eller de mest innovative:

– Vi ønsker først og fremmest at hædre de bundsolide virksomheder i Region Hovedstaden, der mestrer det lange seje træk. Virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte, fortsætter hun.

De 200 virksomheder vil blive kontaktet af Spar Nord og BDO og få overrakt prisen ”Succesvirksomhed 2019”. Senere på efteråret afholder Spar Nord og BDO en finale, hvor den absolut største succeshistorie i Region Hovedstaden udpeges og fejres. Derudover uddeles tre særpriser til virksomheder, der har udmærket sig inden for bæredygtighed, jobskabelse og digital omstilling.

 

Fakta om ”Succesvirksomhed 2019”

Spar Nord og BDO har udviklet en ny metode til at identificere landets mest succesfulde virksomheder. Samtlige danske virksomhedsregnskaber de seneste fem år er blevet gennemgået, og alle virksomheder har fået mellem 0 og 20,5 point. Her skiller 200 virksomheder pr. region sig ud målt på følgende parametre:

  • Kontinuerlig vækst i resultat før skat for de seneste fem år: Kan resultere imellem 0 og 5,5 point.
  • Sundhed i seneste regnskabsår: Soliditetsgrad i procent: Kan resultere imellem 1 og 3 point.
  • Kontinuerlig vækst i egenkapital: Konsolidering, der tillader investering: Kan resultere imellem 1 og 6 point.
  • Forrentning af egenkapital: Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag: Kan resultere imellem 1 og 6 point.

Ikke-finansielle holdingselskaber, ejendomsselskaber, fonde samt virksomheder med over 1.000 ansatte er ikke medtaget i analysen. Læs mere om ”Succesvirksomhed 2019” her: www.succesvirksomhed.dk.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Direktør Jan Kjær, Spar Nord København, tlf. dir. 3330 8712 og e-mail: jkj@sparnord.dk
  • Partner Anette K. Bjarkmann, BDO København, mobil 2542 4032 og e-mail: ABK@bdo.dk
  • Presseservice: Leif Lind Simonsen, Spar Nord, mobil 2527 0330 og e-mail: lsi@sparnord.dk
  • Pressekontakt: Jeppe Schyth Olsen, BDO, mobil: 4196 1960 og e-mail: jsc@bdo.dk

 

Om Spar Nord

Med omkring 390.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 49 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. I 2018 leverede Spar Nord et resultat efter skat på 920 millioner kroner.

Spar Nord ejes af cirka 103.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk.

 

Om BDO

BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab er landets fjerdestørste rådgivnings- og revisionsvirksomhed. BDO er 100 procent danskejet og -ledet. Alle aktionærer er arbejdende partnere i virksomheden, som i regnskabsåret 2017/18 har mere end 30 kontorer, over 1200 ansatte og en årlig omsætning på 1 mia. kr.

BDO er del af det internationale BDO-netværk, der tæller ca. 80.000 medarbejdere i mere end 160 lande. På verdensplan har BDO en omsætning på USD 8,9 mia. For yderligere information se: www.bdo.dk